Byggeleder til restaurering af den danske kulturarv

24/10-18

Er du parat til at tage det næste skridt i din karriere og arbejde på nogle af Danmarks mest kendte historiske bygninger? Som byggeleder arbejder du sammen med landets dygtigste håndværkere i en stilling, der tilbyder unikke udfordringer, faglig udvikling og professionel stolthed.

Du styrer projektet – fra tilbudsgivning til aflevering
Som byggeleder bliver du ansvarlig for gennemførelse af fag- og hovedentrepriser – fra du udarbejder tilbud til aflevering af opgaven. Afhængig af projektets størrelse råder du over vores 40 dygtige svende, der alle går op i at levere et godt stykke håndværk. Vi har en egenproduktion inden for tømrer- og snedkerfaget, og du får også ansvaret for eventuelle underentreprenører.

Under projektet er du løbende i kontakt med både bygherrer, arkitekter og rådgivere, og det er dit ansvar, at vi altid lever op til vores aftale. På den måde sikrer du, at projektet overholder tidsrammen, økonomien og vores høje standarder for kvalitet. Derfor vil sagsstyring og kvalitetskontrol også være en del af dine opgaver.

Sæt dit præg på historien
Som byggeleder hos os får du mulighed for at arbejde med nogle af Danmarks mest kendte vartegn. Vi restaurerer i øjeblikket Fasangården i Frederiksberg Have, der daterer tilbage til 1682. Sideløbende restaurerer, istandsætter og genopbygger vi bindingsværkskonstruktionen på Victoria-drivhuset i Botanisk Have.

På www.kjell-p.dk kan du læse meget mere om vores nuværende og tidligere restaurerings- og vedligeholdelsesprojekter på bygninger såsom Rosenborg Slot, Amalienborg og Vor Frelser Kirke.

Bliv en del af ledergruppen
I begyndelsen sørger vi for at give dig en grundig oplæring i dine ansvarsområder. På dine første projekter får du en af dine lederkolleger til at sparre med og vejlede dig i vores arbejdsmetoder. Samtidig lærer du de principper, vi anvender i vores projektstyring, og som sikrer en effektiv byggeperiode samt et tilfredsstillende slutresultat.
Som en del af byggeledergruppen får du indflydelse på de arbejdsmetoder og processer, vi anvender. Du får en plads omkring bordet, når vi holder vores ugentlige byggeledermøder og giver status. Som en del af gruppen indtræder du samtidig i den øverste ledelse, der indebærer en vis medbestemmelse. Vi glæder os til at høre dit input.

Har du det, der skal til?

  • Du har en håndværksmæssig uddannelse – gerne som tømrer.

  • Enten er du uddannet bygningskonstruktør, eller også har du hentet din leder- og projektstyringserfaring på byggepladsen

  • Du er yderst detaljeorienteret og kvalitetsbevidst.

  • Du forstår og kan læse tekniske tegninger.

  • Du behøver ikke være restaureringsekspert for at passe ind i denne stilling. Det bliver du hurtigt igennem din daglige sparring med kollegerne. Det er til gengæld vigtigt, at du sætter en ære i dit håndværk og altid bestræber dig på at levere et resultat, der overgår alles forventninger.

Interesseret?
Send din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest 15. november. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Din ansøgning:
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Nikolaj Kiilerich Pedersen.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV på job@kjell-p.dk. Alle ansøgninger bliver naturligvis behandlet iht. persondataforordningen. Vi afholder samtaler løbende.

FØLG OS PÅ #KPENTREPRISE