Vi er stolte af vores nyudlærte tømrersvend Tobias Bagger, som i denne uge blev hædret ved den traditionsrige medaljeoverrækkelse på Københavns Rådhus, arrangeret af Håndværkerforeningen København.
Tobias modtog en sølvmedalje for sit svendestykke – en anerkendelse af hans faglige kunnen og dedikation. Som en del af hæderen modtog han også et legat fra Københavns Tømrerlaug, overrakt af oldermand Michael Bach Handen. Slutteligt fik Tobias en velfortjent lykønskning og et håndtryk fra Hans Majestæt Kong Frederik 10.
Faglighed i praksis – gennem hele læretiden
Tobias har arbejdet med restaurering og traditionelt tømrerarbejde på nogle af Danmarks mest krævende og bevaringsværdige bygninger – herunder:
- Genopretning af mellempavillonens tage på Amalienborg C8
- Istandsættelse af Boels Gaard – H.C. Andersens tidligere hjem
- Ombygning af udstillingslokalerne på Arbejdermuseet
- Totalistandsættelse af herskabslejlighed for privat bygherre – kompromisløs kvalitet
- Renovering og gulvlægning i Trinitatis Kirke
- Ombygning af den erhvervsbygning på Vimmelskaftet 35
Tobias afsluttede sin svendeprøve med en sølvmedalje – et tydeligt bevis på, hvor langt en lærling kan nå, når han er engageret og tør opsøge de spændende og krævende opgaver.
Kunne du tænke dig at komme i lære hos Kjell Pedersen ?
Vi uddanner med stolthed og har løbende mellem 10-12 lærlinge indenfor snedker og tømrerfaget.